Strib Vinter Festival . 4 vinterdage med hygge og god musik

Nyheder fra Strib Vinter Festival:

21-01-2022 - CaféScenen på Strib Vinter Festival 2022


- Af Dorthe Kold, programansvarlig


Fredag den 21. januar offentliggøres programmet for CaféScenen på Strib Vinter Festival, som afholdes i dagene 11-13. februar på Strib Skole.

Det har været med en anelse nervøsitet, at jeg gik i gang med at lave programmet i år, for efter aflysningen i 2021, var jeg meget spændt på, om der overhovedet ville komme henvendelser. Det var trægt i starten, men der kom ca. dobbelt så mange ansøgere som der er plads til i programmet.


CaféScenen byder igen på solister og bands, der har lyst til at prøve den udfordring, det er at spille på en scene foran et veloplagt og forventningsfuldt publikum. Rammerne bagved dem er gode, da de bakkes op af et stærkt team af professionelle lydfolk og frivillige, der tager sig godt at dem.


Dorthe fortsætter: Jeg ved, at musikerne glæder sig så utroligt meget til at komme afsted ud for at spille deres musik for et live publikum igen. Det er svært at forstå hvor meget de har savnet det, men det er meget. Jeg håber, at publikum glæder sig lige så meget til at komme af sted, og til at vise musikerne, at de har været savnet.


I år byder igen på et godt mix af solister og bands, nogle vil stampublikummet genkende og andre vil give os alle en ny oplevelse:

- Vi får besøg af to modne herrer fra Holstebro kanten, der besluttede sig for at spille musik i deres Corona-boble.

- En irer, der er flyttet til DK for nyligt og gerne vil prøve kræfter med den

danske musikscene.

- Prismodtageren af prisen ”Årets Helge” i 2020.

- En ung kvindelig sangskriver, der spilles på P4 og P5 og har modtaget flotte anmeldelser og har et voksende publikum rundt i landet.

- Tvillinger der har rundet 1.600.000 streams og nu har landet en pladekontrakt.

- 3 skønne Københavnerpiger der med trestemmige harmonier inviterer ind i deres støvede countryverden.

- En kvinde – en mand – en nøgleharpe – en guitar, der deler ud af egne værker inspireret af den mere rå og energiske nordiske folkemusik.


Vi har spurgt solisten Kaper Buch om, hvad Strib Vinter Festival – Café Scenen betyder for ham:


“Strib Vinter Festival er for mig den ultimative vinter udgave af Tønder Festival. Den samme atmosfære, fællesskab, glæde og samvær møder man på Strib Vinter Festival. Jeg er så heldig at få lov at opleve det på tætteste hold, ved at stå på Café Scenen søndag den 13/2, jeg glæder mig rigtig meget”.


Vi minder om, at det er ganske gratis at møde op og overvære lige så mange koncerter man vil på CaféScenen. Det kræver ingen billet.


Dorthe Kold,

Programansvarlig for CaféScenen.





Nyhedsarkiv:


27-01-2022

Strib Vinter Festival uden Corona


21-01-2022

CaféScenen 2022


27-12-2021

Programændring - afbud Laura Oakes


18-11-2021

Nu starter billetsalget for alvor


20-09-2021

250 kampagnebilletter revet væk


13-09-2021

Kampagnesalg af partoutkort